Sundhed i Bulgarien
Sundhedssystemet i Bulgarien har gennemgået en kompleks og langvarig reformproces siden begyndelsen af 1990erne. Som en tidligere satellit i Sovjetunionen arvede landet Semashko-modellen, et system præget af statsmonopol, centraliseret planlægning og finansiering. I denne kommunistiske æra struktur, der var ingen private strukturer for at levere sundhedsydelser, ingen sygesikringer, og systemet blev finansieret direkte fra statsbudgettet, betalt for vedligeholdelse, universelt tilgængelige, og gratis for patienter.
Overgangen fra dette forældede system begyndte i 1999. I løbet af 1990erne, private medicinske praksis ekspanderede noget, men de fleste bulgarere var afhængige af kommunistiske-æra offentlige klinikker og samtidig betale høje priser for særlig pleje. I løbet af denne periode blev de nationale sundhedsindikatorer generelt forværret, da de økonomiske kriser i væsentlig grad reducerede sundhedsfinansieringen.
Strukturen i det moderne sundhedssystem
Det efterfølgende sundhedsreformprogram har indført obligatorisk medarbejderforsikring gennem national sygeforsikring Fund (NHIF). Siden 2000 har NHIF betalt en gradvist stigende del af de primære sundhedsudgifter. Arbejdstagere og arbejdsgivere betaler en stigende, obligatorisk procentdel af lønningerne med det formål gradvist at reducere den statslige støtte til sundhedsvæsenet. Privat sygesikring spiller kun en supplerende rolle.
Systemet er også blevet decentraliseret ved at gøre kommunerne ansvarlige for deres egne sundhedsfaciliteter, og i 2005 kom de fleste primære sundhedsydelser fra private læger. Lægemiddeldistributionen blev også decentraliseret.
Dødelighed og sygdomstendenser
Bulgarien havde den tredjehøjeste dødelighed i Europa med 708 pr. 100.000 indbyggere i 2015. De fire europæiske regioner med den højeste dødelighed på grund af sygdomme i kredsløbet var alle i Bulgarien. I begyndelsen af 2000erne var de største naturlige dødsårsager hjerte-kar-sygdomme (oftest manifesteret i slagtilfælde), kræft og luftvejssygdomme.
Landet har haft en meget lav forekomst af humant immundefektvirus (hiv). Selv om den anslåede incidensrate i 2003 var mindre end 0,1 procent af befolkningen, steg antallet af nye tilfælde i begyndelsen af 2000'erne årligt. I 2005 blev der indberettet ca. 86 nye tilfælde, hvilket bringer det officielle tal op på ca. 600, og der blev indberettet 58 nye tilfælde i første halvdel af 2006. I 2010 var der 1.160 hiv-positive personer.
Ifølge undersøgelsen foretaget af Euro health consumer index i 2015 var Bulgarien blandt de europæiske lande, hvor uofficielle betalinger til læger blev rapporteret mest almindeligt.
Kapacitet på hospitalet
I begyndelsen af 2000erne blev hospitalssystemet reduceret betydeligt for at begrænse afhængigheden af hospitaler til rutinemæssig pleje. Forventet medlemskab af Den Europæiske Union (2007) var en væsentlig årsag til denne tendens. Mellem 2002 og 2003 blev antallet af hospitalssenge reduceret med 56 procent til 24.300. I begyndelsen af 2000'erne blev der imidlertid sat tempoet ned, og i 2004 var der ca. 258 hospitaler i drift sammenlignet med det anslåede optimale antal på 140.
- NHIF betaler en gradvist stigende del af de primære sundhedsudgifter.
- Arbejdstagere og arbejdsgivere betaler en stigende, obligatorisk procentdel af lønningerne.
- Privat sygesikring spiller kun en supplerende rolle.
Denne artikel er skrevet med AI-assistance på baggrund af flere nyhedsrapporter og gennemgås af vores redaktører i overensstemmelse med vores redaktionelle principper. Redaktionelle retningslinjer · Tips & kontakt
Kommentarer 0